I kirken fylder fællessangen meget, men hvordan adskiller fællessang i kirken sig fra andre former for fællessang? Kan både unge og ældre se sig selv i kirkens fællessang? Og hvad er det, vi synger i kirken? Efter Grundtvig blev der ikke skrevet mange salmer i 100 år, men i 1970’erne skete et nybrud. Lisbeth Smedegaard Andersen var en af pionererne.
Af Mette Thue
Salmer
Det er svært at definere en salme, for salmebegrebet har ændret sig over tid. Oprindeligt var salmerne lig med salmerne i det gamle testamente, også kaldet Davids Salmer. Lisbeth Smedegaard Andersen fortæller, at man sandsynligvis har sunget eller reciteret de gammeltestamentlige salmer i den tidlige kirke, ligesom man også har fået nye hymner.
Lisbeth Smedegaard Andersen
Vi kan finde hymner allerede i det nye testamente, og det betyder, at der formodentlig har været sunget i kirken helt fra begyndelsen
”Vi kan finde hymner allerede i det nye testamente, og det betyder, at der formodentlig har været sunget i kirken helt fra begyndelsen”, siger hun og tilføjer:
”Hvis man skal prøve at definere en salme, skal den nok høre til i en kirkelig, liturgisk sammenhæng, den skal kunne synges i en kirke og udspringe af evangeliet. For mig er salmer menighedens svar på evangeliet, og de lever mellem himmel og jord”.
I Middelalderen var det ofte kor, der sang i kirken, men der var også salmer og processionssange, som formodentlig blev brugt til forskellige lejligheder. Efter reformationen blev der skrevet mange salmer. Luther mente, at evangeliet ikke bare skal høres, det skal også synges ind folk, og han skrev selv salmer, ligesom han opfordrede sine venner til at gøre det samme.
”Salmerne blev ligefrem brugt som kamp- og slagsange i kirken. Folk sang simpelthen, hvis de hørte noget i kirken, som de ikke syntes var godt nok, eller var for papistisk, som det hed dengang, så overdøvede de prædikanten med sang”, fortæller hun og tilføjer:
”Vi har nogle meget gamle salmer i vores salmebog fx ”Aleneste Gud i Himmerig” (435 DDS). Den er bygget op over treenigheden, det vil sige, at den er en takkesang til Gud, Kristus og Helligånden, men er samtidig skrevet på baggrund af englenes sang julenat i Lukasevangeliet, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Hun påpeger, at netop den salme har været brugt i kirkerne helt tilbage til det 3. århundrede. Den findes både på græsk og latin og er siden oversat til mange sprog bl.a. dansk.
”Salmerne efter reformationen i Danmark kom til at betyde utrolig meget for vores gudstjeneste, og folk tog salmerne til sig. Både i kirken og hjemmet. Vi har de fire store salmedigtere, Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann, men der var også andre”, understreger hun.
Grundtvig skrev henved 1600 salmer, og fra hans død og 100 år frem kom der ikke mange nye salmer.
”Derefter skete der et nybrud for salmedigtningen”, betoner Lisbeth Smedegaard Andersen.
Salmesangskultur
Om salmesang som fællesangskultur siger Lisbeth Smedegaard Andersen:
”Jeg tror, at det at synge sammen er en utrolig vigtig del af et fællesskab. Det er svært at være uvenner, når man synger sammen. Og selvom man kan være uenige om andre ting, så forenes man i sangen og glæden ved den. Samtidig synger man om nogle værdier, som ligger i salmerne, mere eller mindre udtrykt, og de bliver en del af ens livsopfattelse og tanker om tilværelsen. Det, man synger, kommer til at sidde vældig godt fast”, siger hun.
Hun tilføjer, at man tidligere lærte salmerne udenad i skolen, og når man gik til præst, og at man sang morgensang i skolen. Uanset præferencer, kunne eleverne derfor mange salmer udenad efter endt skolegang.
På nogle områder adskiller salmesang sig fra andre former for fællessang. Her fremhæver Lisbeth Smedegaard Andersen, at salmerne ofte omhandler eksistentielle emner:
”Salmerne handler om liv og død, sorg, glæde, tro, håb og kærlighed. Det er meget dybe emner. Samtidig synger man ofte salmerne i afgørende situationer i ens liv. Den salme, man har sunget til sin fars, sin mors og sine bedsteforældres begravelse, den får en særlig værdi”, bemærker hun.
Inden nybruddet for salmedigtningen finder Lisbeth Smedegaard Andersen, at salmesangen i Danmark var lidt på tilbagegang:
”Allerede efter 2. Verdenskrig lagde man afstand til autoriteterne og til normerne. Siden var der forskellige ungdomsoprør – der skulle fornyelse til – og det gik også ud over kristendommen. Der var mange ateister, og de unge var heller ikke særlig glade for at synge salmer på det tidspunkt”, fortæller hun.
Nye salmer siden 1970’erne
Da Lisbeth Smedegaard Andersen blevet præst i 1979, erkendte hun, at der var et behov for fornyelse af salmerne. Hun mærkede det fx, når hun gennemgik salmer med konfirmanderne, og de ikke forstod salmerne. Selv med hjælp fra en dygtig organist var det svært at få konfirmanderne til at synge med.
”Så spurgte jeg dem en gang om, hvorfor de ikke sang med, for efter syv vers måtte de da kunne melodien. De svarede, at det ikke kun var melodien, men også det at læse de svære og uforståelige ord så hurtigt, at de kunne synge dem. Da gik det op for mig, at de ikke forstod salmerne. Samtidig oplevede jeg, at når jeg havde brugt en ny salme i kirken, fik jeg næsten altid nogle kommentarer efter gudstjenesten, og det var stort set altid positivt. Så begyndte jeg at skrive salmer”, fortæller hun.
Menigheden i Risskov, hvor hun var præst, var meget åben og ville gerne synge nye salmer. På det tidspunkt kendte hun ikke personligt andre, der skrev salmer, men hun kendte til nye salmer af bl.a. Johannes Johansen og Holger Lissner, så hun vidste, at der blev skrevet nye salmer.
”Jeg har altid skrevet lejlighedssange og digte, så det var meget naturligt for mig, at jeg begyndte at skrive salmer, og det blev vældig godt modtaget i menigheden”, fortæller hun.
Samtidig bemærkede hun også modstand imod nye salmer. Kritikken kom primært fra præster og teologer, som syntes, at de nye salmer var for dårlige, og der var for lidt teologi i dem sammenlignet med den eksisterende salmetradition, som de var glade for.
”Det var, som om det var en vis form for helligbrøde at tro, at man kunne skrive en salme. Det tror jeg, at alle os, der skrev salmer på det tidspunkt, mærkede meget tydeligt. Men jeg erfarede, og det ved jeg også, at Holger Lissner gjorde, at menighederne gerne ville synge nye salmer”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Mange nye salmedigtere
Lisbeth Smedegaard Andersen mener, at nybruddet kom omkring 1970’erne, måske allerede før. I 1980’erne og 1990’erne husker hun, at der skete meget for salmedigtningen – og tilføjer:
”Det er den generation, jeg tilhører”.
Hun fortæller, at det tager fart med de nye salmer, efter at den nye salmebog udkom i 2002:
”Der var en mærkelig optakt. På det tidspunkt havde man en fornemmelse af, at man skulle have en ny salmebog. Der var rigtig mange, der forestillede sig, at det var fordi, der var kommet mange nye salmer, men da det første forslag til den nye salmebog kom, var der næsten ingen nye salmer med”, fortæller Lisbeth Smedegaard Andersen.
Inden for salmebogskommissionen var der et ønske om at tilbageføre nogle af de gamle salmer til den oprindelige form. Lisbeth Smedegaard Andersen fandt det meget tilbageskuende og understreger, at forslaget vakte så stor protest hos menighederne, at der kom lidt flere nye salmer med.
Lisbeth Smedegaard Andersen havde forestillet sig, at når den nye salmebog kom, så ville interessen for den nye salmedigtning forsvinde, men det gik lige omvendt:
”Alle os, der skrev salmer, kom ud og fortalte om det i alle mulige sammenhænge. Og der opdagede jeg for alvor, at der var mange andre, der var begyndt at skrive salmer. Der kom vældig mange salmedigtere til, og det er vokset lige siden”, siger hun.
Egne salmer
Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet omkring 300 salmer. Hun er repræsenteret med syv af dem i Den danske salmebog (2002), tolv er i salmebogstillægget 100 Salmer (2016) og otte sange og salmer er at finde i Højskolesangbogen (2021).
Selv om hun med sine salmer skaber fornyelse, er hun meget bevidst om salmetraditionen:
”Jeg tror ikke, at en ny salme har en gang på jorden, hvis den ikke har traditionen med, fordi vi har så rig en salmetradition. Man kan ikke bare synge ud i den frie luft om Gud og kærlighed. Det bliver for løst og for let. En salme skal, efter min mening, både have rod i traditionen, og den skal selvfølgelig også være ny, men den skal også være teologisk holdbar”, siger hun og fortsætter:
”Jeg tænker sommetider på Grundtvig. Da han skrev sine salmer, føltes det nyt, men i virkeligheden trak han som salmedigter meget på den helt tidlige tradition. Det vil sige, at han synger nogle ting frem, som egentlig var gået i glemmebogen i rationalismens tid. Jeg tror, det er det samme nu, at vi må se på, hvad kristendommen er, og prøve at formulere det i et moderne sprog og ind i en ny tid”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
I hendes salmer er der tit naturbilleder, for hun oplever, at vi er en del af naturen. Hun kommenterer, at der i gammeltestamentlige salmer også er natur og omgivelser med. Og som hun siger:
”Vi lever jo, og det skal ikke blive alt for abstrakt alt sammen”.
Nyere salmer og salmesangskultur
Lisbeth Smedegaard Andersen synes, at salmesangskulturen har det godt nu, hvor der er kommet mange nye salmer til. Der synges ikke nye salmer i alle kirker, men hvor det sker, synger folk godt med. Selvom det er på melodier, som menigheden ikke kender i forvejen, synger de med efter et par vers. Så hun mener, at salmesangen har det bedre.
”Jeg er sikker på, at de nye salmer er en indgang til at synge salmer – også de gamle salmer. Når jeg skelner mellem nye og gamle salmer, så er det ikke fordi, jeg synes, de gamle skal ud, men nogle af de gamle salmer skal ud af salmebogen. De bliver ikke sunget mere, og de er udtryk for en tid, en højstemthed og en teologi, vi ikke kan skrive under på mere og slet ikke lægge stemme til. Men jeg tror, at når man først er vant til at synge salmer, så er der mange af de gamle, som man vil opdage dybden og glæden i”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Hun synes, at vi i Danmark har nogle fantastiske, uundværlige kernesalmer, fx Brorsons julesalmer, Kingos morgensalmer og Grundtvigs mange festsalmer, som stadigvæk kan og skal synges. Der kan være nogle uvante billeder i, som man først forstår, når man har sunget salmen nogle gange, men så lukker de sig op.
Som tidligere sognepræst vil hun gerne have, at salmerne er kirkelige:
”Der var engang en af mine præstekolleger, der sagde, at det er med en ny altertavle, ligesom med en ny salme, den skal kunne synges både ved gudstjenester, dåb, vielse og begravelse. Det vil sige, at den skal kunne synges ved en kiste, og derfor skal der være noget alvor i den. Men den skal også synges, når man er jublende glad. Og selv en alvorlig salme kan godt synges på en glad festdag. Men på samme måde kan en festsalme i høj grad også synges over en kiste. ”Se nu stiger solen” (754 DDS) eller ”Den signede dag med fryd vi ser” (402 DDS) synges meget ofte til begravelser, og det er så fint”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Salmer i fremtiden
På spørgsmålet om, hvordan Lisbeth Smedegaard Andersen ser på nyere salmer i dansk fællessangskultur i fremtiden, svarer hun:
”Jeg håber, at man vil videreføre salmetraditionen, og at man stadigvæk er klar over, at det ligger i gudstjenesten, at salmerne skal indgå i liturgien, og at det er vigtigt, at teologien også er med. Ikke som en kedelig løftet pegefinger, men at det ligger der som en tone”, svarer hun.
Hun tror, at der vil komme mange nye salmer ind i en eventuel ny salmebog i de næste år eller årtier, og håber, at salmedigtere bliver ved med at skrive salmer:
“Med kunstig intelligens ved jeg ikke, om AI vil overtage salmeskrivningen. Det håber jeg ikke, for jeg synes, at det er vigtigt, at der er noget erfaring og nogle tænkte tanker i en salme”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Hun oplever, at man udvikler sig som menneske, når man skriver en salme. Man har været igennem en masse overvejelser og skrevet og forkastet det igen.
”Hele det der mellemlag, tror jeg, er med til at give en salme dybde. Og uden dybden tror jeg ikke, at en salme kan tale til folk”, bemærker hun.
Lisbeth Smedegaard Andersen mener godt, at nyere salmer kan bygge bro mellem generationer, når de skrives i et sprog, som både unge og gamle kan forstå. Nogle nye salmer har et omkvæd, mange har et lidt mere enkelt sprog og billedsprog, som er mere nutidigt end i de gamle salmer. Selv får hun ofte positive reaktioner fra både fra yngre og ældre mennesker.
Kritikken af de nyere salmer er i høj grad forsvundet, selv om der stadigvæk er nogle, der holder på, at det kun er de gamle salmer, der dur:
”Langt de fleste kirkegængere og præster vil sige, at vi skal have nye salmer. Men selvfølgelig skal vi ikke udelukkende det. I en gudstjeneste synger man som regel 5-7 salmer, og det skal være en blanding af gammelt og nyt, så alle kan føle sig hjemme”, siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
Hun håber, at kommende generationer vil tage både gamle og nye salmer med sig:
”Jeg håber, de vil tage mange af vores gamle salmer med, blandt andet nogle af Brorsons dejlige julesalmer. ”Mit hjerte altid vanker” (125 DDS) og ”Her kommer Jesus dine små” (123 DDS), Kingos morgensalmer og ”Dejlig er jorden” (121 DDS) af Ingemann. Og naturligvis Grundtvigs store salmer”, siger hun og indvilger i at give et bud på en af sine egne salmer, som kunne blive sunget om 50 år:
”Så tror jeg, at den, der hedder ”Du spør mig om håbet”, kunne have en chance, for den er meget enkel, og jeg har indtryk af, at det er en salme, som både unge og gamle glade kan synge med på”, slutter Lisbeth Smedegaard Andersen.
”Du spør mig om håbet” er skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum i 2022 med melodi af Mads Granum.
Lisbeth Smedegaard Andersen er teolog, kunsthistoriker, forfatter og salmedigter.