Læs om skolesangens udvikling og hvordan sang tidligere var en vigtig del af skolen samt skolesang i nyere tid og i dag. Tidslinjen nederst understøtter artiklens pointer.
Foto: Stine Vejen for Sangens Hus
Sang har været en central del af den danske grundskole siden de første landsdækkende skolelove i 1814. I erkendelse af sangens dannende virkning figurerede sang fra begyndelsen på linje med religion, skrivning og regning, og siden har sang været på skoleskemaet helt frem til midten af det 20. århundrede (Holgersen og Holst 2020, 35). Hen over midten af det 20. århundrede ændrede faget sig fra et syngefag til et musikfag med øget fokus på lytning, musikoplevelse og -udøvelse. Samtidig er sangens rolle i skolen blevet reduceret fra en oprindeligt tværgående aktivitet, der også dyrkedes i andre fag og på tværs af klasser, til en i overvejende grad specifikt musikfaglig deldisciplin.
Som et led i den generelle samfundsinteresse for fællessang i Danmark kom der fornyet fokus på skolesangen i det 21. århundredes første årtier. Kulturminister Jacob Engel-Schmidt erklærede i begyndelsen af 2023 et ønske om at indføre morgensang i alle danske skoler.
Lea Wierød Borčak
Sang synes med andre ord igen at indtage en central rolle i skolen. Dog har skolesangens formål forandret sig gennem tiden, og man kan helt overordnet sige, at skolesangen i Danmark historisk har været udspændt mellem to værdier: På den ene side vægtningen af selve sangene, tekster og melodier, som en væsentlig del af den danske kulturarv; på den anden side vægtningen af sang som en praksis, der er god og dannende uanset konkret repertoire. Disse to værdier for skolesangkulturen kan siges at have modsat fortegn, fordi det første har sange som mål og syngning som middel, mens det er omvendt for det sidste. Denne artikel gennemgår skolesangens udvikling op gennem dens danske historie.
Denne artikel gennemgår skolesangens udvikling op gennem dens danske historie.
Med sin væsentlige placering på skoleskemaet siden begyndelsen af 1800-tallet er ”sang” det ældste af de praktisk-musiske skolefag (Arnfred 1971, 54). Under påvirkning af oplysningstidens impulser fik skole og uddannelse fra slutningen af 1700-tallet stigende bevågenhed, og i de oplyste borgeres kredse blev den sanglige opdragelse af almuen samt forbedringen af såvel kirkesang som folkesang et diskussionsemne (Høgel 2020). Denne interesse i det sene 1700-tal for almuens dannelse, herunder sanglige opdragelse, var baggrunden for, at sang blev indført som fag i skolen fra den første landsdækkende skolelov i 1814 (Berggreen 1998, 26).
Sangens centrale position i skolen i det 19. århundrede hang for sin del tæt sammen med skolesangens binding til kirkesangen, idet formålet med at lære salmesang i skolen var at understøtte sangen i kirkerne (Rasmussen 1998, 63). Der var i tiden en udbredt holdning om, at sangen i kirkerne havde akut brug for forbedring. Komponisten J.A.P. Schulz beskrev i et indflydelsesrigt skrift fra 1790 almuens sang i kirkerne som et ”raat skrig” (citeret efter Høgel 2020, 195). I landsbykirkerne havde menighederne igennem århundrederne efter reformationen udviklet en ’heterofon’ syngemåde, dvs. en improvisatorisk stil, som altså efter samtidens dannede borgerskabs standarder trængte til at kultiveres (Rossil 2022). Den herskende sangpædagogik var fra begyndelsen af 1800-tallet derfor en ’top-down’ bestræbelse på at udrydde almuens ”fordærvelige” sangkultur (Byberg 1973, 23). Henning Bro Rasmussen har i en afhandling gennem grundig kildegennemgang påvist, hvordan synet på almuens sang som mindreværdig og ukultiveret fortsatte langt ind i det 19. århundrede (Rasmussen 1998, 22).
Den officielle holdning til skolesangen fra slutningen af 1700-tallet var således præget af et overvejende fokus på stemmehygiejne – dvs. på stemmens dannelse og udvikling af evnen til at synge rent. Kun i mindre grad var spørgsmålet om repertoire i fokus. Når det var tilfældet, skete det ofte i generiske vendinger og formuleret som fremadrettede ønsker om etableringen af et passende repertoire (Rasmussen 1998, 51). Pga. forbindelsen til kirken var det en selvfølge, at salmer var det primære skolesangsrepertoire; først nogle årtier inde i 1800-tallet begyndte der at udkomme samlinger af sange specifikt til skolebrug. Her var især komponisten A.P. Berggreens udgivelser (15 hæfter betitlet ”Sange til Skolebrug” 1834-76) vigtige (Berggreen 1998, 31). Fra 1830’erne og -40’erne spores desuden i stigende grad en indflydelse fra tidens nationale og folkelige rørelser, og frem til begyndelsen af 1900-tallet stod skolesangen i et konstant vekselvirkningsforhold til den sangtradition som udsprang af grundtvigske kredse og højskolebevægelsen, hvor man havde et mere frit, karskt sangideal end tilfældet var for den officielle skolesang (Byberg 1973, 22; Bach Nielsen 2023, 154). De grundtvigske seminarier stod i den henseende i modsætning til statsseminarierne. Det betød, at der hele perioden igennem var en spænding i skolesangen mellem den topstyrede, kunstsangs-prægede tilgang og den mere vildtvoksende, enstemmige og ’bottom-up’-prægede grundtvigske sang (Byberg 1973, 50). Som udtryk for topstyringsforsøgene blev der i 1859 etableret et statsligt embede som ”sanginspektør” med ansvar for sangen i skole og kirke. Berggreen var den første til at bestride det. Sanginspektørembedet eksisterede helt frem til 1970 og var i sig selv et udtryk for sangens centrale position i skolen, ikke mindst på et tidspunkt med en beskeden grad af centraladministration (Gjerløff & Jacobsen 2014, 183).
Fra begyndelsen af 1900-tallet skete en musikalsk reform af den folkelige sang i Danmark foranlediget af komponisterne Carl Nielsen, Thomas Laub, Thorvald Aagaard og Oluf Ring (Bak 2018, 40ff.). De dyrkede en ny folkelig sanggenre mhp. at afløse den romantiske, kunstmusikprægede sang – idealet var enkle, sangbare melodier efter Schulz’ klassicistiske forbillede, og der blev sat et nyt fokus på de musikalske kriterier for folkelig fællessang (Fjeldsøe, Engberg & Moe u.u.). Denne reform af den folkelige fællessang fik også stor betydning for skoleområdet. Det var først på dette tidspunkt, at den enstemmige fællessang, som vi kender i dag, slog igennem i skolen; enstemmige skolesangbøger med tekst til alle vers blev først gængse efter 1920, da det folkelige repertoire og skolesangsrepertoiret smeltede sammen (Byberg 1973, 49).
Skolefaget, som siden 1814 havde heddet ’sang’, kom som nævnt ved en ændring af skoleloven i 1958 til at hedde ’sang (musik)’, og i 1975 redigeredes betegnelsen igen, så faget som i dag blot kom til at hedde ’musik’ (Marstal 2006, 56; Holgersen og Holst 2020, 35). Denne udgrænsning af sang som faglighed afspejler også et holdningsskifte i musikfaget (Thirup 1998-99, 189): Hvor sang ved folkeskolens begyndelse ansås som det centrale element i musikfaget, blev det efterhånden en side- og dernæst en underordnet disciplin, mens instrumentalmusik og nyere genrer vandt frem og andre former for musiktilegnelse blev vigtige. Udviklingen fra sang- til musikfag svarer til den generelle udvikling i vesteuropæiske lande (Nielsen 1998, 165).
Hertil kommer, at hvor sang oprindeligt ikke kun var et fag, men tillige en tværgående beskæftigelse (fx som morgensang eller som aktivitet i kristendoms-, historie- eller geografitimen), er det i dag i vid udstrækning en specialiseret musikfaglig aktivitet (Bach-Nielsen 2003, 150). Digitalisering og nye medier har desuden i den seneste tid omdefineret selve forståelsen af, hvad der kan siges at være musikalsk deltagelse (Holgersen og Holst 2020, 7). En rapport om musikfaget i undervisning og uddannelse beskrev således ændringerne i 2020:
“Der gennemføres i perioden fra 1958 til 1975 en markant ændring af fagets formålsparagraf fra et sangfag med vægt på folke- og kirkesang og bevarelsen af “vore mange gode folkelige sange“ til et musikfag, hvor eleverne både som lyttende og som udøvende indgår i et aktivt forhold til musik i forskellige udtryksformer” (Holgersen og Holst 2020, 36).
I den aktuelle debat om skolesangens værdi og status lægges der både vægt på sangens rolle som bevarer af en håndgribelig kulturarv af sange (ofte kaldet ”sangskatten”) og på syngning som en praksis, der kan have positive iboende og afledte virkninger uafhængigt af, hvad der synges. Når vi ser historisk på skolesangen i Danmark, var det som sagt sang som praksis, der fyldte mest fra begyndelsen. Ganske vist var fokus, med fx sanginspektionen, på færdighed meget mere end på trivsel, sådan som tilfældet i vid udstrækning er i dag, fx i det store forsknings- og praksisprojekt Alle Kan Synge (Bonde & Ingerslev 2022). Men idéen om, at sang i skolen (også) har til formål at bevare et specifikt repertoire, en sangskat, kom senere og tog især fart i det 20. århundrede (Jensen, u.u.).
Den berømte norske børnesangsforsker Jon Roar Bjørkvold taler om, at børnesang kan inddeles i tre kategorier: Sang(e) for børn, sang(e) med børn og sang(e) af børn (Bjørkvold 1992). I løbet af 1800-tallet begyndte der at komme sange skrevet med barnets perspektiv for øje, i tråd med periodens stigende fokus på barnets perspektiv (Gjerløf & Jacobsen 2014, 185). Ingemanns og Weyses stadigt i dag kendte sange, fx ”I østen stiger solen op”, er eksempler på sådanne sange for børn. Den mere bottom-up-prægede interesse for børns egen sangkultur (sang med og af børn), herunder børns improviserede spontansang, indfandt sig med 1930’ernes kulturradikalisme med bl.a. komponisten Bernhard Christensen som pioner (se fx Christensen 1983), og blev rigtig udbredt fra 1970’erne og frem (se fx Lyhne & Madsen 2001).
Uanset hvilket perspektiv, man lægger på sangens rolle og værdi for skolen, er det svært at komme udenom, at dens status er faldet hen over historien. Man kan endda sige, at sangens rolle er blevet dobbelt forringet: For det første er musikfaget, som sang nu som oftest henregnes til, generelt blevet svækket; for det andet er sangens rolle i selve musikfaget ligeledes blevet reduceret fra at være selve hovedbegivenheden til at fylde stadig mindre inden for musiktimens rammer (det gælder også udenfor Danmark – se Horwitz et al. 2023). 2020’ernes fornyede politiske og offentlige fokus på sangen i skolen vil måske lave om på denne situation.
Arnfred, Knud. 1971. ”Sang bliver et skolefag: Træk af skolesangens historie i 1. halvdel af det 19. århundrede. I Årbogen for Selskab for Skole- og Uddannelseshistorie, 54-75. København: Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie.
Bach-Nielsen, Carsten. 2003. Kirkehistorie: Folkesang og skolefag. København: Eksistensen.
Berggreen, Helen. 1998. ”Fællessangens danske historie.” I Sangen i skolen: Om fællessangen i skole og samfund før og nu, redigeret af Edith Aller og Michael Schelde, 23-38. København: Dafolo.
Bjørkvold, Jon Roar. 1992. Det musiske menneske: Barnet og sangen, leg og læring gennem livets faser. København: Hans Reitzel.
Bonde, Lars Ole og Stefan Ingerslev. 2022. ”Alle kan synge”: Sangglæde og social faglig trivsel i indskolingen via klassekorpædagogik og tolærersystem. I Samsang gjennom livsløpet, 97-127. Oslo: Cappelen Dam Akademisk.
Byberg, Kirsten. 1973. ”Højskolen og den folkelige sangtradition ca. 1840-1910.” I Årbogen for Selskab for Skole- og Uddannelseshistorie, 21-53. København: Selskabet for Skole- og Uddannelseshistorie.
Christensen, Bernhard. 1983. Mit motiv: Musikpædagogik bygget på rytme og improvisation. København: Gyldendal.
Gjerløff, Anne Katrine og Anette Faye Jacobsen. 2014. Dansk Skolehistorie, bd. 3: Da skolen blev sat i system. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Holgersen, Sven-Erik og Finn Holst, red. 2020: ”Musikfaget i undervisning og uddannelse – Status og perspektiv 2020.” Aarhus: DPU.
Horwitz, Eva Bojner, David Thorarinn Johnson, Viveka Lyberg-Åhlander, Birgitta Sahlén, Petri Laukka og Pia Bygdéus. 2023. ”Making space for singing in the 21st century classroom: A focus group interview study with primary school music teachers in Sweden.” British Journal of Music Education: 1-15. https://doi.org/10.1017/S0265051723000360.
Høgel, Sten. 2020. Johann Abraham Schulz – den folkelige fællessangs far. København: Multivers.
Jensen, Line Rishøj. Under udgivelse. Den danske sangskat – hvad er det? Kanonisering af dansk folkelig sang, Tidsskriftet SANG.
Lyhne, Erik og Michael Madsen. 2001. Sådan synger børn i Danmark. Aarhus: Lyren.
Marstal, Henrik. 2006. ”Sange fra glemmebogen – eller huskekager fra fortiden? Forvaltninger af traditionelle sangrepertoirer i dansk rock omkring årtusindeskiftet.” Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.
Michael Fjeldsøe, Katarina Smitt Engberg og Bjarke Moe. Under udgivelse. Carl Nielsen: En kulturhistorisk biografi. Aarhus: Aarhus University Press.
Nielsen, Frede V. 1998. Almen Musikdidaktik. København: Akademisk Forlag.
Rasmussen, Henning Bro. 1998. Kirkesanger og landsbyorganist. Odense: Odense Universitetsforlag.
Rossil, Helen. 2022. Kingotone og brorsonsang: Folkelig salmesang i Danmark: Fra salmebøger og lydindspilninger. Uppsala: Acta Universitaties Uppsalienses.
Thirup, Søren. 1998-99. ”Musik i folkeskolen”, Dansk Musiktidsskrift 73 (6): 189-192.
Om forfatteren
Lea Wierød Borčak er seniorforsker ved Enhed for Sangforskning, AU. I 2021-2024 også seniorforsker og formidler ved Videncenter for Sang.
Illustration: Tidslinje udarbejdet af redaktør Mette Thue og grafiker Janus Engelbrecht.